Kroppens Sang om Kærlighed

Dorrit Worms skulpturelle univers er en verden, hvor især kvindekroppens mange udtryk fra ungdom til modenhed er det helt centrale billede, der møder beskueren. Manden optræder kun som en del af en ren fysisk kærlighedsproces i det magiske øjeblik, hvor kroppenes naturlige sprog taler, og al fornuft og logik er gået under i en brusende og glohed seksualitet. Worms kvinder udfolder en stærk og varm sensualitet i deres gøremål som skulptur løsrevet fra verdens distraherende mangfoldighed. Her er kvinder, der udfolder deres ungdom i en atletisk eksponering af nydelse ved at strække kroppens muligheder helt ud til den yderste grænse. Der er andre kvinder, som i de ”Krukkede Koner”, hvor alderen og erfaringen har fyldt kroppen ud, og som er blevet mere stille og meditative i deres attituder til livet. Hele tiden kan man se og mærke den levende optagethed af kroppens nydelse som udtryk for selve livets grundlæggende vilkår, at krop og kærlighed er bundet uløseligt sammen. Man må elske sin krop på dens egne vilkår og udtryk for at kunne elske betingelsesløst med et andet menneske. Kun gennem kroppens kærlighed kan man nå over i en anden virkelighed og betydning. Dorrit Worm forvandler generøst lerets mørke farve til et skinnende og glødende bronzeagtigt skær, der får selv søjlen, der bærer den nu hvilende og reflekterende kvinde, til at være en betydende del af lysets og rummets verden her hos os.

Tekst af kunstanmelder Erik Meistrup

Karen Kiander, cand. mag.:

Det er de sanselige kvaliteter, der sættes fokus på, i Dorrit Worms skulpturer. Muskuløse og spændstige kroppe, der vrider sig og enten udfordrer eller distancerer sig fra beskueren.

Dorrit Worm udtaler selv, at hun inspireres af menneskekroppen i bevægelse og af menneskets følelsesliv. Skulpturen bliver til i en intuitiv proces, hvor det endelige resultat ikke nødvendigvis er givet på forhånd.

De sensuelle kroppe bygges op over geometriske grundformer, og således opstår en spændende kontrast imellem det organiske og det geometriske, der kommer til udtryk i skulpturen som et samspil eller som et modspil.

Skulpturerne er fremstillet i stentøj. De brændes to gange – anden gang efter glasering ved 1260 0C. Dorrit Worm arbejder med få unikke glasurer og har især koncentreret sig om glasurer, der minder om metal. Lysets samspil med materialet afslører således på forunderligvis de sensuelle former.

Den ene del af det kunstneriske par er Dorrit Worm. Hun har skabt sit eget skulpturelle univers. Og ofte er det kvindekroppen, der er den centrale figur. Der er unge kroppe, modne kroppe og gamle kroppe. Worms keramiske skikkelser har ofte et stærkt kropsligt udtryk og en sensuel udstråling. Skikkelserne er billeder på de biologiske beholdere, mennesket også er, og hun forbinder mennesket til lerets plastiske struktur. Det ler vi alle er skabt af ifølge skabelsesberetningen.

2001 – Horsens Folkeblad 26. oktober 2001 – tekst af Ane Klostergaard

Dorrit Worm træder noget anderledes frem.

Hendes gebet er små skulpturer i stentøj, behandlet med en selvopfunden glasur, som får dem til at synes mørk bronzeagtig.

Ud af stentøjet træder mennesker, de fleste kvinder, enkelte mænd næsten alle med erotisk udstråling. I flere af figurerne går det faktisk så drastisk til, at ordet ekshibitionisme løber i tankerne.

2001 - Horsens Folkeblad 30. oktober 2001 – tekst af Chr. Rimestad

Dorrit Worm arbejder i stentøj, og der arbejdes med en stentøjsglasur, som efter brænding får skulpturerne til at virke metalliske i overfladen.

Alle skulpturer forholder sig til en sokkel, som har en geometrisk form. Ud over eller op mod denne udspændes menneskekroppen i en stor bevægelse. Af og til vrides den helt over som i erotisk ekstase. Man kan fornemme at kunstneren ofte så at sige giver den en tand til, når figuren strækkes ud og vrides over. Det er mennesket opfattet som krop og sanser alene. Det er en billedverden med et tydeligt sprog. Der er tale om en byden sig til. Kroppen rækkes frem til brugeren. ”Kom og tag mig”

2001 – Kunstavisen – tekst af Inger de Stricker

Dorrit Worm fra København har lavet skulpturen ”Ragnarok”, der ligesom andre af hendes skulpturer er udført i glaseret stentøj, så de næsten fremstår som metal. Figurerne slynger sig i lidelse omkring en kugle – jordklode – og leder tankerne hen på Wigeland eller Tegner symbolisme. Men dybt fascinerende er de små kroppe, der vrider sig i ragnarok – jordens undergang. Det er klassisk skulpturkunst i høj klasse og endnu et bevis på keramikkens muligheder, når den er i hænderne på en dygtig kunstner

2002 - Frederiksborg Amtsavis okt. 2002 – Tekst af John Beck Bech

Udstillingen hedder altså Ragnarok. Hvilket er verdens undergang. Kataloget giver os en prosaisk gengivelse af ”Vølvens spådom” og Snorre. Jeg kan ikke tro at den tekst har dannet udgangspunkt for kunstnerne. I hvert fald er det kun hos Dorrit Worm og Lenie Tolstrup Jarnov ragnaroks forfærdeligheder dukker op. Først bryder jeg mig slet ikke om Dorrit Worms ting – men må efterfølgende indrømme, at hun vist er den eneste, der formår at knytte fortid og nutid sammen. Her er Ragnarok – og det er også nutid. Som vor vittige ledsager sagde, da han blev opmærksom på udstillingens navn (han var lokket med under det foregivende, at temaet var nordisk mytologi) – ”nå Ragnarok – og jeg troede udstillingen var noget fortidigt.”

2002 - Kunstavisen 4/2002 – tekst af Per-Olof Johansson

Der er meget krop i Dorrit Worms skulpturer, de fleste med yppige kvinder, men også Wigelandske ”bunker” af menneskekroppe som i udkastet til ”Ragnarok” – en samling kroppe der synes at klynge sig til kloden. Den model er karakteristisk for hendes udstillede arbejder, der ofte lader figuren stå på en kugle, som allerede Kai Nielsen brugte med sine skulpturer af småbørn.

Hos Dorrit Worm er der stor sanselighed i de modellerede figurer, der i enkelte tilfælde ses som par og ellers er enkeltfigurer. En variant er nogle mindre figurer, som hun placerer i garnnøglespiraler svarende til dem, der bruges til vinterfodring af fugle med en majbolle indeni. Denne indespærring kan man tolke som man vil. Et par andre små kvindefigurer er sluppet fri og svæver som fugle, og så er der i en montre nogle varianter af figurer som tjener som vinpropper. Den lille gruppe som Dorrit Worm kalder ”De tre gratier” er til gengæld ret udslidte kvinder, sunket sammen og næsten forstenede i deres håbløse opgivende udtryk.

2004 - Frederiksborg Amtsavis – Hillerød sektion fredag den 9. januar 2004

Dorrit Worm er også en erotisk mester, som kan sin kvindekrop til fingerspidserne.

2005 - Kunstavisen – september 2005 – tekst af Tue Lütken